Tværsektorielt samarbejde defineres af Mette Kristensen Rasmussen 2019 som ...

"samarbejde på tværs af de tre sektorer i den danske velfærdsstat: stat, regioner og kommuner, og mellem den offentlige sektor og den private sektor med markedet og de dertil hørende virksomheder samt civilsamfundets frivillige foreninger og pårørende (Højholdt 2016)"

(Mette Kristensen Rasmussen 2019: 45)

I en antologi om professionelle i velfærdsstaten skriver redaktøren, at 

"Det tværsektorielle samarbejde handler grundlæggende om, at ansatte fra forskellige myndigheder eller forvaltninger i det  offentlige arbejder sammen."

(Steen Juul Hansen 2023: 176)

(en lignende definition anvendes dog i Andy Højholdt 2016 om tværsektionelt samarbejde)

Tværsektorielt samarbejde kan ske på et strategisk niveau, hvor beslutningstagere i stat, region, kommune, private virksomheder og/eller organisationer i civilsamfundet samarbejder om at afhjælpe sociale problemer eller andre udfordringer.

Tværsektorielt samarbejde kan foregå i midlertidige projektorganisationer eller i mere permanente samarbejdsfora.

Tværsektorielt samarbejde kan også foregå som en del af daglige sociale arbejde med og om borgere. Fx når en socialrådgiver indhenter oplysninger i forbindelse med en sagsbehandling.

Tværsektorielt samarbejde kan foregå skriftligt og mundtligt; telefonisk og på møder.

I Gordon Vincenti 2017 refereres Mackintosh 1992 for at skelne mellem tre former for tværsektorielt samarbejde, nemlig

1. "budgetforlængelse", hvor private aktører overtager opgaver fra den offentlige sektor
2. "transformative former" , hvor opgaver (også) flyttes fra den offentlige sektor til private leverandører.
3. "synergiskabende arbejdsformer", hvor flere aktører samarbejder om innovative løsninger i "kollaborative samarbejdsmodeller" 

Nogle af de konflikter og udfordringer i tværsektorielt som Mackintosh i følge Gordon Vincenti 2017 peger på er:

1. at identificere fælles målsætninger, når aktørerne har forskellige motiver
2. fare for at frontmedarbejdere overtager en dominerende sektors forståelsesformer og handlingsmodeller 
3. uheldige alliancer mellem aktører

(Gordon Vincenti 2017: 284-285)  

Tværsektorielt samarbejde er ofte også tværprofessionelt samarbejde, men er det ikke altid (se fx Mette Kristensen Rasmussen 2019: 46)

Tværsektorielt samarbejde er en del af det sociale arbejde. Et klassisk tværsektorielt samarbejde foregår i indsatsen overfor uhensigtsmæssige konsekvenser af anvendelsen af rusmidler, hvor både regionspsykiatri, kommunale enheder, private botilbud og politiet kan være involveret (se fx Bagga Bjerge og Esben Hougaard red 2019). Andre eksempler på tværsektorielt samarbejde er: 

• boligforeninger, kommune og andre aktører i lokalsafundsarbejde / boligsocialt arbejde (se fx Gordon Vincenti 2017)
• socialforvaltning, skole og politi (SSP-samarbejdet) 
• kommune, kriminalforsorg og politi (KSP-samarbejdet)
• socialforvaltningen og selvejende institutioner  
• kommunale sociale tilbud og den regionale psykiatri
• kommunal misbrugsbehandling og den regionale psykiatri
• det kommunale rehabiliteringsteam, hvor sundhedsområdets professionsperspektiver typisk repræsenteres af sundhedskoordinatoren 
• jobcenter, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner
• sygedagpengekontor og sundhedsvæsen 
• samarbejde mellem den offentlige sektor, private virksomheder og foreninger om integrationsarbejde (se fx Marco Goli og Bent Greve red 2016)

Tværsektorielt samarbejde er også en del af det professionelle arbejde i sundhedsvæsenet. Her handler det fx om samarbejdet mellem praktiserende læger, apoteker, kommuner og hospitaler om ældre medicinske patienter; dvs borgere med helbredsproblemer og funktionsnedsættelser som følge af kronisk sygdom og alder. I sundhedsvæsenet skelnes mellem primær sektor og sekundær sektor:

"Det tværsektorielle samarbejde henviser til det samarbejde, der foregår mellem sundhedsprofessionelle i sekundær og primær sektor."

(Ditte Høgsgaard 2018: 203)

Men sundhedsvæsenets ansatte og selvstændige samarbejder også med kommunernes socialrådgivere og pædagogiske personale om borgere med helbredsproblemer. Det sker fx i Rehabiliteringsteams og via telefon og lægeattester.

Nogle af de udtryk, begreber, metoder tilgange, som kan bidrage til en analyse og en  forståelse af problemer/udfordringer - og handlemuligheder - ved tværsektorielt samarbejde er:

1. agenter
2. aktører
3. ansvarsområder
4. arbejdsdeling 
5. audit-metoden 
6. autopoiesis
7. beskæftigelsesområdet 
8. bestiller-udfører-modtager-model (BUM-model) 
9. boligsocialt arbejde 
10. borgeren i centrum
11. boundary spanner (se fx Gordon Vincenti 2017 ) 
12. brancher
13. bruger-, -perspektivet, -tilfredshed, -undersøgelser 
14. budget 
15. bureaukratisk organisation 
16. case manager 
17. casestudier 
18. centraladministrationens organisering 
19. civilsamfundet
20. cost benefit analyser 
21. cross-sectorial cooperation
22. differentiering
23. embedsmænd 
24. evaluering
25. fag-, -områder og -personer 
26. felt (Pierre Bourdieu)  
27. finansiering 
28. forebyggelige sygehusindlæggelser 
29. forebyggelse 
30. foreninger 
31. forløbskoordinator 
32. forløbsprogrammer
33. forskning 
34. forsyningspligt
35. forvaltningsstrukturen i kommunerne 
36. frit leverandørvalg 
37. frivillige organisationer 
38. funktionel differentiering  
39. fælles målsætning 
40. fælles opgave
41. færdigbehandlede patienter 
42. grænser
43. helhedstænkning 
44. hierarkier 
45. hjemtagning af opgaver 
46. honorering
47. integrerede velfærdsindsatser 
48. interessent
49. interesser 
50. jerntrekanter 
51. kassetænkning
52. klyngesamarbejde
53. koalitioner 
54. kommunerne
55. konkurrenceudsættelse
56. kontrakter 
57. kontrolindsatsen 
58. koordinator 
59. koordinerende sagsbehandler 
60. koordinering 
61. Korporatisme 
62. krydsfelt  
63. kulturforskelle 
64. lean thinking 
65. ledelse  
66. leverandør
67. linking pin 
68. Lobbyisme 
69. lovgivning 
70. lov om social service
71. markedet 
72. mellem to stole
73. mentorordningen  
74. ministerområder 
75. misbrugsområdet 
76. motiver 
77. myndigheds-, -ansvar, -kompetence, -opgave 
78. mødetidspunkter 
79. målstyring 
80. netværkssamarbejde
81. normer for samarbejde 
82. offentligt-privat samarbejde
83. omkostninger 
84. områder
85. organisatoriske barrierer
86. overgange 
87. partnerskaber 
88. patientforløb
89. persondatalovgivning
90. politikere 
91. processer
92. profesionelle standarder 
93. professioner 
94. programmer
95. projekter 
96. Psykiatriens Hus 
97. på patientens præmisser 
98. rammeaftaler 
99. rationaler
100. regionerne 
101. registersamkørsel 
102. rehabilitering 
103. resortområder
104. ressourceforløb 
105. resultatkontrakter
106. retssikkerhed 
107. sagsbehandlingen 
108. samarbejdsaftaler
109. samarbejdsflader 
110. samfundsøkonomi 
111. samkørsel af registre 
112. samordning 
113. samspilsstrategi 
114. sektor  
115. sektoransvarlighedsprincippet (se fx Rikke Posborg mfl red 2013 , side 426) 
116. sektorgrænser
117. sektorinteresser 
118. sektorisering 
119. silotænkning
120. socialsygeplejersker 
121. socialt bidrageri 
122. socialøkonomisk  
123. specialisering 
124. strukturer
125. staten 
126. styringslogikker 
127. sundheds-, aftaler, centre, -loven, -planer, -økonomi 
128. sundhedspolitiske områdeudvalg 
129. systemer 
130. særinteresser 
131. sømløse forløb
132. takster 
133. tavshedspligt 
134. tovholder
135. tværgående ledelse 
136. tværministerielle arbejdsgrupper
137. tværsektoriel koordinering 
138. udbud 
139. udgifter
140. udlicitering 
141. udskrivelse 
142. udveksling af personfølsomme data/oplysninger
143. vidensområder 
144. virksomhed 
145. værdigrundlag 
146. værdiskabelse
147. økonomistyring 

Kilder.

1. Marie Lund Petersen og Henrik Thim Drewniak 2019
2. Bagga Bjerge og Esben Hougaard red 2019  
3. Mette Kristensen Rasmussen 2019
4. Steen Juul Hansen 2023 - 6  
5. Gordon Vincenti 2017  
6. Ditte Høgsgaard 2018
7. Gorm Harste 2016
8. Katrine Schepelern Johansen mfl 2012  
9. Niklas Luhmann 1997 og 2016
10. Vibeke Jensen 2024  

2022-10-31